IT Optimiser medarbejder fortsætter med Ph.d.

IT Optimisers samarbejde med studerende fra Aarhus Universitet giver virksomheden ny viden og bygger bro mellem de studerende og erhvervslivet. Medarbejdere, freelancere og kunder får ny brugbar viden fra de studerendes analyser, artikler og hovedopgaver. Den nye viden er ikke kun en fordel for IT Optimiser, men også for de studerende. En af dem er 29-årige Jonathan David Jensen. Jonathan har bl.a. brugt IT Optimiser som springbræt til jobbet på Ph.D.-studiet. 

I de sidste to år har Jonathan Jensen været hos IT Optimiser. Først som studentermedhjælper og senere i praktik, hvor han arbejdede fuldtid på lige fod med de andre medarbejdere.

Studentermedhjælper fra IT Optimiser fortsætter studielivet med en Ph.D.

IT Optimisers tidligere Consultant Relations Analyst, Jonathan Jensen

Jonathan afsluttede før sommerferien sin cand.merc. i Innovationsledelse og Forretningsudvikling på bedste vis med et 12-tal. Dette har givet ham muligheden for at søge ind på Ph.D.-studiet. Her skal han de næste tre år undersøge og forske i bl.a. relationerne mellem rekrutteringsbureauer og high-skilled freelancere.  

– Jeg mødte IT Optimiser til Company Dating tilbage i 2017 på BSS (Aarhus Universitet). Der fik jeg en god snak og et godt indtryk af virksomheden. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker. Derfor tiltalte det mig, at jeg kunne arbejde og se nærmere på relationerne mellem freelancer, bureau og kunderne, og at mine fund kunne hjælpe med en bedre kommunikation og samarbejdet i forholdet mellem IT Optimiser og selvstændige freelancere, der søger et job, siger Jonathan David Jensen. 

Et springbræt til noget større

Resultaterne fra de studerendes analyser, rapporter og specialer giver altid ny brugbar viden, der kan omsættes til spændende artikler, anbefalinger og løsninger. Disse fund er ikke kun med til at skabe værdi i hele organisationen, men med til at informere og gøre det hele lidt bedre for medarbejdere, kunder og freelancere i hele SAP®-branchen. 

Bo Telén Andersen er partner i IT Optimiser, og han er glad for samarbejdet med de studerende fra Aarhus Universitet. Dette skyldes bl.a. at de kommer med ny viden og en anderledes tilgang til tingene:

– Vi ønsker at tilføre vores virksomhed den nyeste viden og teori inden for vores arbejdsfelt mellem freelancere, IT Optimiser og virksomhederne. En viden der gavner freelancerne og kunderne, men også på sigt kan forbedre vores forhold til dem.

– Dertil giver vi også nogle unge mennesker stor opbakning og muligheden for at implementere, hvad de har lært på universitetet i praksis og bruge vores virksomhed med 14 medarbejdere som et springbræt til noget større, som Jonathan og andre før ham har gjort, fortæller Bo Telén Andersen. 

Selvom alle studerende måske ikke går og drømmer om en Ph.D. kan et samarbejde med en virksomhed være ekstremt vigtigt. Dette skyldes at mange af de jobs der ligger og venter efter studiet kræver erhvervserfaring. Relevant erhvervserfaring kan ofte opnås gennem praktik eller studiejob 

Stærkere relationer

Jonathans 12-talsspeciale med titlen: ”Investigating the Determinants of Behavioural Loyalty to a Broker” belyser, hvilke parametre, der påvirker loyalitetsfølelsen og forholdet mellem recruiter og freelancer. Et speciale der er kommet med flere løsninger, hvorpå IT Optimiser kan styrke og forbedre forholdet til både kunder og freelancere. Til stor glæde for medarbejdere og bestyrelsen.

– Vi bruger aktivt, de fund Jonathan er nået frem til i vores bestyrelsesarbejde, hvor vi er i gang med at implementere nye tiltag, som skal forbedre forholdene og styrke loyaliteten til IT Optimiser. Disse initiativer skal være med til at styrke båndet og skabe endnu mere værdi for vores freelancere, der på sigt giver flere tilfredse freelancere og et endnu bedre forhold til vores kunder, siger Bo Telén Andersen, der til slut ønsker kun det bedste for Jonathan.

Alle vi fra ITO ønsker Jonathan held og lykke med Ph.D. tiden der ligger forude. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

Q&A OM TIDEN HOS IT OPTIMISER

Jonathan David Jensen besvarer her nogle spørgsmål om sine to år hos IT Optimiser:

Om IT Optimiser som arbejdsplads?

– Det er en dejlig arbejdsplads, hvor der er en god stemning og sammenhold på kontoret i Skanderborg. Måske fordi vi er så få ansatte og en god enhed, hvor alle føler sig inkluderet.

– Jeg sætter pris på, at der er plads til humor, fredagshygge og generelt en god blanding af professionalisme og sjov på kontoret, hvor der er en uformel stemning med et internationalt snit med medarbejdere fra Italien, Kina, Bulgarien og naturligvis Danmark. Og så er det en meget fleksibel arbejdsplads, hvilket er super fint, når man er studerende eller har børn.

Hvad har de faglige højdepunkter været?

– At jeg har fået tid til at opbygge mit specialeprojekt og arbejde lidt med at være rådgiver om strategien, i sparring med de andre, hvor der er blevet vist mig stor tillid og ansvar. Dertil har jeg løbende præsenteret mine resultater og argumenter, hvor teamet har vist engagement og bidraget til den givende diskussion, som har givet mig flere nye kompetencer på kort tid.

Hvordan har det været at snakke med freelancer og kunder?

– Det har været superspændende at få indblik i deres verden. Er overrasket og beæret over, hvor villige de har været til at deltage i mine undersøgelser. Jeg har lært så meget om beskæftigelse generelt – motivation, behov, matching osv. Det som var en positiv overraskelse, var hvor meget jeg har lært om mig selv ved at snakke med dem. 

– Succes i branchen er/eller bliver, tror jeg, en balance mellem at opbygge relationer indenfor sit fagområde og opbygge et kommercielt og effektivt netværk, hvor man konstant søger at blive bedre til at samle og udnytte information end konkurrenterne. Jeg glæder mig til at se, hvordan og om mine resultater bliver brugt til at implementere initiativer eller en strategi fremadrettet.

Ser vi dig igen hos IT Optimiser?

– Jamen, planen er, at jeg skal arbejde på min Ph.D. de næste tre år, og jeg regner med at en del af projektet skal omhandle ”high-skilled freelancing”. Så jeg er sikker på, at vi kommer til at holde kontakten. Sandsynligvis i forbindelsen med et samarbejde, men ellers også fordi, jeg har opbygget nogle gode relationer i virksomheden. Jeg kommer helt sikkert til en fredagshygge en gang i mellem! Det kommer jeg til at savne, fortæller Jonathan David Jensen om IT Optimiser.

KORT OM JONATHAN DAVID JENSEN

    •    Alder: 29 år
    •    Hjemby: Vejle  –  Bopæl: Aarhus
    •    Uddannelse: cand.merc. i Innovationsledelese og Forretningsudvikling
    •    Passioner: Mad og sport
    •    Livret: Indisk og thailandsk køkken 

Kunne du selv have interesse i, at være med til at udvikle IT Optimiser samt at få værdifuld erfaring undervejs? Det kan være enormt relevant uanset om du vil skrive Ph.D. senere eller om du bruger os som springbræt til at lande dit første fuldtidsjob efter studiet. Vi søger regelmæssigt nye praktikanter og/eller studentermedhjælpere. Kontakt Partner, Bo Telén Andersen, på tlf. +45 5363 5333 eller bta@itoptimiser.com, for en snak om eventuelle muligheder eller tag et kig på de stillinger vi har ledige i øjeblikket